Webskribenten

 



Fra læser til kunde - del 1


Formidler du dine budskaber på en vedkommende og troværdig måde, når du skriver til nettet? Og er du så overbevisende, at læserne ikke tøver ret længe, før de vælger at handle med dig?

Kan du svare ja til de to spørgsmål, har du god grund til at være ret stolt af dig selv. Det er nemlig stadig de færreste, der er i stand til at producere indhold, der både er tilpasset nettet og samtidig interessant nok til at få en læser til at synes så godt om dit produkt, at hun køber det.

Men det behøver ikke være så svært! Med lidt omtanke og selverkendelse er du allerede godt på vej til at mestre to "magiske" færdigheder, der bringer dig tættere på at få succes på nettet:

  • Evnen til at fastholde dine læseres opmærksomhed

  • Evnen til at skabe værdi for dine læsere

Fastholdelse er en af de vigtigste grundpiller i god webkommunikation - men også lidt af en kunst. Det er jo ikke nogen nyhed, at vores adfærd som læsere på nettet adskiller sig markant fra vores adfærd, når vi læser en trykt produktbrochure. På nettet er vi langt mere utålmodige. Vi scanner en tekst frem for at læse den ord for ord og mister hurtigt koncentrationen, hvis indholdet ikke fænger.


Straffen for webindhold af ringe kvalitet er hård og kontant: Læseren forlader dit website!

Lad mig illustrere min pointe ved at sætte fastholdelse lidt i perspektiv:

Forestil dig, at du er til en reception, hvor du ikke kender et øje. Du cirkulerer lidt rundt blandt de øvrige gæster og overvejer, hvordan du kan falde i snak med en eller anden - forhåbentlig interessant - person på en tilfældig og afslappet måde.

Så får du øjenkontakt med en, som ser lige så søgende ud som dig. I nikker til hinanden, og du lægger an til et par af de sædvanlige indledende floskler: ”hvor kommer du så fra… - mens du husker at skule ned på hans navneskilt et splitsekund, inden du afslutter sætningen med, … Bo?”

Så sker det utrolige! Dit spørgsmål er det kick-start, Bo har ventet på. I stedet for at svare kort på spørgsmålet og høfligt stille dig et tilsvarende, får Bo hurtigt vendt det, du troede skulle være en samtale til en selvpromoverende enetale! "Jeg kan…, Jeg gjorde…, jeg sagde…, jeg sælger…, mine produkter…, jeg tjener…, jeg kender osv...,”, flyder ud af hans mund i en uendelig strøm.

Den snak holder du ikke ud ret længe vel? Måske holder du op med at lytte efter, dine øjne flakker, og du ønsker inderligt, at der kommer et kort ophold i talestrømmen, så du kan få klemt sætningen ”undskyld mig - jeg får netop øje på en af mine kunder, som jeg lige vil hilse på…. hyggeligt at møde dig!” ind og slippe væk i en fart.

Bo er tydeligvis ret dårlig til at fastholde din opmærksomhed. Han er selvpromoverende og tænker kun på at fremhæve og forherlige sine produkter og sig selv. Han er ikke spor interesseret i, hvem du er, og hvad du laver. Havde han imidlertid taklet situationen lidt anderledes og spurgt ind til, hvem du er og vist interesse for dig, og det du laver, dine behov osv., havde han fastholdt din interesse og måske oven i købet "omvendt" dig til en potentiel køber af netop hans produkt!
 

Bo's adfærd ligner desværre den mange virksomheder lægger for dagen på nettet. De retter spotlight'et mod sig selv i stedet for at rette det mod interesserede læsere - de mulige kunder.

 

Min pointe er: Undgå at lade dit website overskygge af alt for meget selvfokus. Du kommer ikke ret langt med den selvpromoverende fremstilling af din virksomhed, der kun har til formål at fremhæve og forherlige dine produkter.
 

Giv i stedet dine læsere noget af værdi!

 

Fortæl dem, hvad de helt konkret får ud af at vælge dine produkter - f.eks. hvordan dine produkter kan bidrage til sorte tal på bundlinien i deres virksomhed, skabe bedre arbejdsmiljø, så de lettere holder på medarbejderne eller frigive tid, så de får mere overskud til at fokusere på vigtigere ting osv...
 

Hjælp dem til selv at erkende deres behov gennem en saglig og præcis præsentation af dine produkter. Har du først formået at fastholde deres interesse, har du skabt flere potentielle kunder og bedre mulighed for at sælge dine produkter!

 

Læs også: 9 gode råd til hvordan du gør dine læsere til kunder her...


Læs "Fra læser til kunde - Del 2" her

 

©Webskribenten

Ryevej 84, Rye - 4060 Kirke Såby
Telefon: 46 90 24 92 - Mobil: 60 93 44 11
info@webskribenten.dk - www.webskribenten.dk